Nedbrydning af alkohol

Alkohol forbrændes hovedsageligt via leveren. Når først alkoholen er kommet i blodet, foregår forbrændingen af alkohol i leveren ved en konstant hastighed og kan ikke fremskyndes ved at bruge gamle husråd. Det hjælper derfor ikke at drikke kaffe, danse, gå en tur eller tage et koldt styrtebad. Det er også ligegyldigt, hvor meget man har drukket, alkoholen omsættes stadig med samme hastighed.

En person, der vejer 60 kg, er ca. to timer om at forbrænde en genstand.

Nedbrydningen af alkohol i leveren foregår ved hjælp af to enzymer. Først omdannes alkohol til mellemproduktet acetaldehyd v.hj.a. enzymet alkoholdehydrogenase. Acetaldehyd er et giftigt stof, der helst ikke skal ophobes i kroppen. Acetaldehyd omdannes herefter til acetat (eddikesyre) v.hj.a. enzymet acetaldehyddehydrogenase og til sidst omdannes acetat til acetyl-CoA, der kan indgå i stofskiftet til produktion af energi eller til opbygning af fedt.

1 g alkohol giver ved forbrændingen 30 kJ eller 7 kcal. Drikker man én genstand (12 g alkohol) får man 360 kJ (84 kcal) alene fra alkoholen.

facts_nedbryd

 

 

 

 

Hvis man spiser antabus hæmmes enzymet, der omdanner acetaldehyd til acetat. Personer der drikker alkohol på trods af, at de har spist antabus, bliver meget syge, fordi de forgiftes af acetaldehyd, der ophobes i kroppen i stedet for at blive omdannet til acetat.

facts_energi