Argumenter til dig som forældre

Selvom du som forældre slet ikke kan forestille dig, at din teenager kan gøre noget så dumt som at køre spritkørsel, er det måske alligevel en meget god idé – bare for en sikkerheds skyld.

Om ikke andet så vil en snak mellem jer, give din teenager gode kort på hånden til at snakke vennerne fra det. Det argument kan du jo bruge som indledning til en snak.

Risikoen for trafikulykke stiger med

  • 2-3 gange ved 0,5 – 0,8 promille
  • 4-10 gange ved 0,8 -1,2 promille
  • Over 100 gange ved over 1,2 promille

Kilde: Rådet for større færdselssikkerhed 

Alkohol påvirker ens kørsel 

Gør det klart, at alkohol påvirker ens sanser. Selvom man måske føler sig i stand til at kunne klare det hele, så er det nok snarere det halve, hvis den unge har drukket for meget.

For meget alkohol påvirker:

  • Synet – som bliver mere sløret og du overser ting
  • Reaktionsevnen – bliver langsommere
  • Bevægelserne – du bliver mere klodset
  • Realitetssansen – du overvurderer dig selv
  • Din hukommelse – du kan glemme vigepligt, blinklys etc.

Ulykker rammer mange
Til tider tænker unge, at det jo er dem selv, der tager chancen, hvis de kører spritkørsel. Så det er vel deres eget problem. Det er det jo bare aldrig. Snak om, at en ulykke ofte rammer mange mennesker:

  • Den enkelte unge
  • Den unges familie
  • Kæresten ved siden af – og hendes/hans familie
  • Vennerne på bagsædet – og deres familie
  • Modkørende – og deres familier
  • Fodgængeren, man kører ned – og hendes/hans familie